Det perfekte menneske – hvem ønsker ikke at være det?

Jeg vil SÅ gerne være det perfekte menneske, men hvor skal jeg starte, og kan jeg overhovedet blive det??

Jeg vil SÅ gerne være den perfekte hustru, og jeg gør alt hvad JEG synes er det korrekte. Desværre ser det ikke ud som om at min mand er enig. Hvorfor? Hvad er det jeg gør galt? 

Jeg vasker hans tøj, planlægger vores kalender, husker vores aftaler, pakker vores feriekuffeterer, sikre rengøring, ordre bankaftalerne og meget meget mere. Og alligevel virker min mand ikke ovenud lykkelig. HVORFOR?????

Jeg vil SÅ gerne have en fed karriere, og nu er jeg 46 år og er stadig ikke blevet direktør. Hvorfor? Jeg er da relativ klog, har en lederuddannelse, og kender alle bozz-words. Hvad er gået galt?

Jeg vil også SÅ gerne have en krop som Helena Christensen, og jeg spiser (næsten) aldrig kager og slik og træner min mindst én gang om måneden, men går meget i hverdagen, så hvorfor er min BMI på den forkerte side af skalaen?

Jeg vil SÅ gerne være ‘min bedste veninde’, og står derfor altid til rådighed for mine venner. Hvorfor er har de så stadig deres udfordringer med livet? Hvorfor kan jeg ikke med min råd og vejledning sikre at mine venner altid har det godt?

Jeg vil SÅ gerne…..

Hvorfor skal det være SÅ svært at opnå det JEG så gerne vil. Der er jo ikke umulige ting. Jeg beder jo ikke om at komme til månen eller blive superrig. Synes selv at mine ønsker på en eller anden måde er burde være mulige, jeg er jo et godt og flink menneske.

Hvad skal der til for at være et perfekt menneske eller retter, hvad er et perfekt menneske?

Efter mine egne idealer er jeg ikke ikke perfekt menneske, og jeg er helt klart heller ikke en perfekt menneske i min mands øjne og mine venner synes helt sikker at jeg er et godt menneske, men ikke perfekt. Men jeg er sikkert (forhåbentligt) et godt menneske i omverdens øjne. Så hvorfor ikke være tilfreds?

Hvorfor higer nogle efter at have bryster som Pamela Anderson (undskyld – genreration 70’erne), talje som Babie, adfærd som Moder Teressa?

Hvorfor kan jeg og dem, der er som mig, ikke være tilfredse med blot at være et sødt og rart menneske, der hjælper andre når der er behov? Hvorfor kan jeg og dem, der er som mig, ikke acceptere at vi ikke nødvendigvis er 180 cm høje og bruger en størrelse small? Hvorfor kan jeg og dem, der er som mig, ikke nyde det liv vi har og på normal vis arbejde på at forandre det, hvis det er det vi vil?

Vi lever i et land og en tid, hvor vi kan (næsten) alt det vi vil, hvorfor nyder vi ikke det og acceptere at ‘kun vi er som vi er, og derfor er vi så unikke’.

Måske vi alle er perfekte, på hver vores måde 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.