Hvor går grænsen?

Vi lever i et land og en verden fyldt med tabuer. Vi er opdraget med, at der er ting vi ikke kan snakke om og ting man ikke må siger. Alt sammen for ikke at bringe mennesker i forlegenhed eller sig selv. Til gengæld fostre vi ulykkelige mennesker, ensomhed og triste familier. Sådan! 1-0 til (), ja til hvem???

Vi lever i en verden hvor alting skal se så godt ud. Vi gør karrierer, er overskudsagtige og har det materielle i orden – bil, hus, måske – måske ikke – børn og hund.
Til gengæld snakker vi ikke sammen, måske vi konverserer, men vi taler ikke med hinanden.
Derfor er det også svært at vide hvornår man har trådt over andres grænser, og måske såret eller irriteret sin ægtefælde, familie eller bedste ven, frem for det, der var hensigten, at være sød, venlig og hjælpsom.
Hvor går grænsen? Det må der være flere en mig, der af og til stiller dette spørgsmål til sig selv.
Jeg elsker at gøre gode ting for min mand, familie og venner, men hvornår er det, at jeg bliver en curling-kone/ven, der kvæler manden og skubber vennerne væk?

Det kan godt være svært for familien og vennerne, at takke nej til tilbudet om hjælp eller til at sige fra når man gentagende gange kommer med gode tilbudsvarer eller strikkede sokker til ungerne. Men på den anden side, så gør jeg det jo kun for at være flink, og jeg selv ville blive vild glad for den venlighed og omsorg.
Desværre passer ordsproget ‘behandl menneske som du du selv vil behandles’ ikke. Hvem siger at alle vil behandles som jeg gerne vil behandles? Tror snarere, at det er en undtagelse end en regel.
Men hvorfra skal jeg vide, når jeg bliver for meget, hvis folk ikke tør sige fra. Jeg gør det jo af en god mening. Selvfølgelig vil jeg gerne have det af vide på en på en pæn måde ellers bliver jeg jo ked af det.
På den anden side, skal vi så altid sige fra, når det ikke lige passer os. Hvor blive forståelsen for hinanden af?
Men igen, hvorfor skal vi enten sige ‘hun gør det jo kun for at være flink, så herre gud – det må vi leve med’ eller den anden side ‘jeg gider altså ikke invitere hende igen, for så kommer hun bare med endnu et par sokker’. Endnu værre, hvis det er ægtefællen der vælger at trække sig, og i sidste ende ender med et skilsmisse. Hvorfor er det, at vi ikke bare kan tale samme, og sige til og fra?
Nu håber jeg ikke, at der sidder nogen derude og forventer at jeg om lidt skrive svaret på spørgsmålet, for det gør jeg desværre ikke. Simpelthen fordi jeg ikke har svaret.
Grunden til at jeg overhovede skrive dette, er blot fordi jeg gerne vil have, at I hver især reflektere over jeres hverdag. Taler du med dine nærmeste , tør du sige fra, og hvis ja, hvordan gør du det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.